Download pressebillede
(venligst kreditér fotograf Søren Tidmand/DGU)

2008: Søren Kjeldsen

Fik bolden for sin sejr i Volvo Masters på Valderrama Ii Spanien. Han førte turneringen alle fire dage. De fire runder var 65, 71, 69 og 71, ialt 276 slag 2 bedre end Martin Kaymer og Anthonie Wall. Søren Kjeldsen sluttede som nummer 10 på Order of Merit og rykkede med sejren op blandt de 50 bedste i verden.

Pressemeddelelse:

Søren Kjeldsen er "Årets Golfspiller 2008". Den 33-årige professionelle golfspiller fik mandag overrakt Nykredit og Sportsjournalisternes Gyldne Golfbold efter en fantastisk sæson.

Da 2008-sæsonen var ved at gå på hæld, kunne Søren Kjeldsen se tilbage på et jævnt år. I løbet af året var det blevet til en række top 20-placeringer på europatouren, men de helt store triumfer var udeblevet.

Men da oktober var ved at gå på hæld, satte Europas 60 bedste spillere hinanden stævne på Valderrama, hvor sæsonfinalen - Volvo Masters - skulle spilles.

Søren Kjeldsen var på forhånd ikke regnet som en af favoritterne, men efter en indledende runde på 65 slag, så danskeren sig praktisk taget ikke tilbage, og kunne søndag eftermiddag hæve glastrofæet, som tegn på at han havde vundet Volvo Masters 2008.

Sejren på Valderrama betød også, at Søren Kjeldsen kom ind i top 50 på verdensranglisten. Dermed kan nordjyden se frem til at skulle spille British Open og US Open i 2009 samt en række af de allerstørste turneringer

Sejren sendte ham også op på 10.pladsen på europatourens rangliste, og dermed blev han bedste dansker i 2008.

Udover Den Gyldne Golfbold modtog Søren Kjeldsen ved overrækkelsen på Nykredits hovedsæde i København en check fra Nykredit på 25.000 kroner. Modtageren af Den Gyldne Golfbold findes af foreningen Sportsjournalisternes Golf Klub. Den Gyldne Golfbold blev med hæderen til Søren Kjeldsen uddelt for 43. gang.