Download pressebillede
(venligst kreditér fotograf Søren Tidmand/DGU)

2005: Iben Tinning

Iben kronede en suveræn sæson med at vinde pengelisten på Ladies European Tour. Hendes gyldne sæson bød på tre turneringssejre; Open de Espana Feminino, BMW Ladies Italian Open og på Kokkedals velplejede anlæg blev hun den første vinder af Nykredit Masters. Iben Tinning vender efter sin barselsorlov tilbage til LET i 2006.

Pressemeddelelse:

Den 31-årige professionelle golfspiller Iben Tinning fik tirsdag overrakt Nykredit og Sportsjournalisternes Gyldne Golfbold for årets bedste danske golfpræstation.

Iben Tinning får Den Gyldne Golfbold på baggrund af en eventyrlig sæson, som kulminerede, da den danske golfdronning som den første dansker nogensinde kunne lade sig krone som vinder af pengelisten på Ladies European Tour.

Den historiske sæson tog fart i maj, hvor sæsonens første titel kom i hus med sejr i Open de Espana Feminino. Blot tre uger senere fordoblede Iben Tinning årets trofæhøst, da hun vandt BMW Ladies Italian Open i Rom. Det fantastiske hattrick blev fuldendt i september foran et begejstret dansk hjemmepublikum i Kokkedal, hvor Iben Tinning efter en magisk uge fik overrakt det første trofæ i Nykredit Masters af HKH Kronprinsesse Mary.

Iben Tinning fik stort set ikke tid til at glæde sig over triumfen, før hun hastede til Indiana i USA, hvor hun for tredje gang i karrieren havde kvalificeret sig til det europæiske Solheim Cup-hold i opgøret mod de amerikanske kvinder. Europa tabte ganske vist opgøret, men Iben Tinnings bedrift bliver ikke mindre af, at hun på det tidspunkt var fire måneder henne i sin graviditet.

Iben Tinning lægger ikke skjul på, at 2005-sæsonen har været den hidtil bedste i karrieren, og så sent som i går fik den danske stjerne et stort skulderklap af kollegerne på Ladies European Tour, der kårede Iben Tinning som årets spiller på touren.

Tirsdag den 20. december modtog Iben Tinning så den fornemste danske golfpris, da hun blev hyldet på Nykredits hovedsæde ved Kalvebod Brygge i København. Ud over Den Gyldne Golfbold modtog Iben Tinning en check fra Nykredit på 40.000 kroner.

Den vordende mor var naturligvis glad og stolt over at modtage hædersbevisningen. Og hun var ikke i tvivl om, hvad der havde været årets højdepunkt.

- Jeg vil godt takke Nykredit for at have lavet Nykredit Masters. Det er jeg og de andre danske spillere utroligt glade for. Det betyder meget for os at komme hjem og spille i Danmark for danske tilskuere, sagde Iben Tinning.

Modtageren af Den Gyldne Golfbold findes af foreningen Danske Sportsjournalisters Golfklub og blev i år uddelt for 40. gang, og i den anledning havde Nykredit valgt at lægge lidt ekstra oveni prisen. Det var samtidig anden gang, at Iben Tinning modtog hæderen.

De seneste ti års vindere af Den Gyldne Golfbold:

1996: Thomas Bjørn
1997: Thomas Bjørn
1998: Thomas Bjørn
1999: Aalborg Golf Club
2000: Steen Tinning
2001: Mads Vibe-Hastrup
2002: Anders Hansen
2003: Iben Tinning
2004: Kasper Linnet Jørgensen
2005: Iben Tinning

Fakta om Iben Tinning

Alder: 31 år
Bopæl: København
Børn: Kommer snart…
Professionel siden: 1995
Antal spillede turneringer: 131
Top 10-placeringer: 29
Sejre på Ladies European Tour: 5, Irish Open og Italian Open (2002), Open de Espana, Italian Open og Nykredit Masters (2005)
Vinder af Order of Merit: 2005
Solheim Cup-deltagelser: 2002, 2003 og 2005. (Sejr i 2003)
Den Gyldne Golfbold: 2003 og 2005
Vinder af den amerikanske tourskole: 2003